ID-mærkning
Alle hunde som fødes i Danmark skal, ifølge lovgivningen, være mærket med mikrochip og registreres i Dansk Hunderegister inden de er 8 uger. Når hunde skal med til udlandet skal de kunne identificeres og siden juli 2011 er chipmærkning den eneste gældende ID mærkning. Er hunden øre- eller lysketatoveringen inden juli 2011, og er denne letlæselig, er dette også gyldigt ID mærkning og det er derfor dette ID som skal noteres i passet. Hvis ikke tatoveringen er letlæselig, anbefales det at hunden mærkes på ny med en mikrochip, da der ellers er risiko for at grænsekontrollen ikke vil godkende identifikationen og derved afvise hunden ved grænsen.
Rabies vaccination
Stort set alle lande kræver at hunde skal være rabiesvaccineret inden indrejse. Er det første gang hunden skal med ud at rejse og vaccineres mod rabies, skal man være opmærksom på at den skal vaccineres senest 21 dage inden rejsen. Rabiesvaccinationen gælder i 3 år fra vaccinationsdagen, dog skal hunde som vaccineres når de er under 1 år revaccineres et år efter, hvorefter vaccinationen holder i 3 år.
Generelt omkring rabiesvirus infektion Man vaccinerer ikke mod rabies som basis i Danmark, men rabies påvises hvert år hos danske flagermus. Den type rabies-virus flagermus er smittet med, kan i teorien smitte til andre dyr og mennesker, men der er ikke påvist et tilfælde af rabies hos andre dyrearter i Danmark siden 1982. Nogle ejere, især med jagthunde, ønsker at have deres hund dækket ind og får derfor hunden vaccineret. Derudover er det ofte, som skrevet ovenover, et indrejsekrav, hvis man ønsker at tage hunden med til udlandet. Rabies forårsages af en virus infektion, som forplanter sig i hjernen og giver hunden neurologiske symptomer. Hunde bliver smittet via bid, da virusset udskilles gennem spyt hos inficerede dyr. I sjældne tilfælde, kan hunde smittes, hvis spyt fra et inficeret dyr kommer i kontakt med et sår i huden. Varigheden fra hunden smittes til sygdommen bryder ud, kan der går alt fra 10 dage til 6 måneder. De mest karakteristiske symptomer hos hunde med rabies er; ændringer i adfærden, oftest aggressivitet, kraftig reaktion på lyd og lys, samt øget spytproduktion. Hunde som får diagnosticeret rabies, skal aflives, da der ikke findes nogen behandling for sygdommen.